Pede B artist

Pede B står klar med sit nye album ”Over Askeskyen” der udkommer på Target Records d. 21 Maj. Albummet er blevet til i samarbejde med hiphop legenden Dj Noize og er Pede Bs mest gennemførte og ambitiøse album til dato. Til trods for sine 27 år har Peter Bigaard alias Pede B opnået mere i dansk rap end de fleste af sine ældre kollegaer. Han har udgivet tre albums, arbejdet sammen med navne som L.O.C, DJ Embee, Bai-D, Per V, Steffen Brandt, Jake-One, Petter, Young m.fl., spillet et utal af koncerter i alle dele af landet og markeret sig som en af sværvægterne inden for freestylerap ved at vinde MC’s Fight Night tre gange. Pedes første oplevelser med hiphop kom via et kassettebånd med MC Einar, som hans mor lyttede til i starten af 90erne. Båndet fandt hurtigt vej til Pedes værelse, hvor forkærligheden for ord og rim fik ham til at skrive korte forsøg på rap tekster fra en tidlig alder. Som 14-årig førte et par bekendtskaber i den københavnske graffitiverden Pede sammen med den fem år ældre rapper 5-Dob. Hans studie på Nørrebro blev basen for Pedes musik mange år frem i tiden. 5-Dob var af den skole, hvor man ikke overdriver og lyver i sine tekster - hvilket man stadig i dag kan mærke er grundstenen i Pedes tekstunivers. Som 21-årig vandt Pede første gang MC’s Fight Night og udgav i de efterfølgende år tre albums der alle har status af undergrunds klassikere. Dette bevidnet af at hans albums var gæstet af prominente navne som Per Vers, L.O.C, samt musikalske bidrag fra DJ Embee, Jake-One og DJ Static. Singlerne Mørket Falder På og Superstar fik god rotation på P3 og førte desuden til en tjans som opvarmningsact på L.O.Cs tour. Desuden medførte Pede Bs stigende popularitet til en masse spille jobs og festivaler bl.a på Roskilde Festival. Netop det med undergrunden har altid spillet en vigtig rolle for Pede. Derfor er det heller ikke en tilfældighed at han ikke er røget i den pulje af hiphoppere der har lavet et poppet eller clubbet crossover med henblik på at få en større kommerciel gevinst. Der er fokus på ægte hiphop med omtanke og hvor der ikke gås på kompromis med kvaliteten af noget som helst. Derfor er Pede B lykkelig over den nye bølge af rappere og den opmærksomhed der rullede ind over landet i 2011, da nye talenter bragte energi til den sovende hiphop genre. De nye acts brugte internettet som platform for deres musik og blev populære næsten udelukkende via private personers delinger på blogs, facebook og twitter. Allerede efter ”Jungleloven” som var hans 3. udspil var det blevet besluttet, at de næste projekter fra Pede udelukkende skulle udsendes gratis på internettet. Det førte til de tre EP’er Skarpe Skud kap. 1-3, hvor især tredje kapitel blev rost og videoerne til ”Sidste Ord” og ”Løb Mens Du Kan” blev flittigt delt på sociale medier. Sangene endte på den måde faktisk også med at blive spillet på P3 og P6. Med en smule ny hype i ryggen var Pede i 2011 i gang med at sammensætte et nyt album på egen hånd. Her kom DJ Noize ind i processen. Pede kendte DJ Noize igennem spillejobs med Fight Night, og på endnu et af disse jobs spillede han udkastet til det nye album for DJ NOIZE i september 2011. Noize var øjeblikkeligt vild med de nye numre og ønskede at være en del af projektet. De to arbejdede resten af 2011 på albummet ”Over Askeskyen” og det oprindelige albumskelet endte med at blive lavet helt om, med det resultat at Noize nu havde produceret otte ud af albummets 13 skæringer. ”Over Askeskyen” er anderledes end Pedes tidligere udgivelser. Lydbilledet er pænere, der er ingen rapfeatures på pladen (men til gengæld en masse features folk ikke ville forvente) og alle koncepter og sangstrukturer kom til verden i tæt samarbejde med Noize. Alt blev diskuteret, målt og vejet, før det fik lov at blive en del af det endelige album. Resultatet er det mest gennemarbejdede og ambitiøse album fra Pede til dato. Pladen udkommer d. 21 maj på Target Records og i den forbindelse tager Pede B og Dj Noize på efterårstour på de danske spillesteder. Diskografi: 2002: Fuldend og Udsendt (Demo / med rapperen Cab) 2005: Et Barn Af Tiderne (Album / Selvfinancieret) 2008: Stadig Beskidt (Album / Udgivet på Run For Cover) 2009: B-Mennesket (Mixtape / Selvfinancieret) 2010: Jungleloven (Album / Udgivet på Run For Cover) 2010: Skarpe Skud Kap. 1 - Startskuddet (EP / Gratis på nettet) 2010: Skarpe Skud Kap. 2 - Barneleg (EP / Gratis på nettet) 2011: Skarpe Skud Kap. 3 - Løb Mens Du Kan (EP / Gratis på nettet) 2012: KoldFront - Vinter For Evigt (EP med Gruppen KoldFront / Gratis på nettet) 2012: Over Askeskyen (Album / Udgivet på Target Records)